Krybdyr udgør klassen Reptilia, der omfatter omkring 6.000 beskrevne arter verden over. De nulevende krybdyr inddeles i øgler, slanger, skildpadder, krokodiller og en femte orden, der kun omfatter tuataraen fra New Zealand.

Du kan på denne side læse om nogle af de krybdyr/padder som kan findes i den Danske natur, og dem som desværre ikke er her mere.

 

Du kan på nedenstående video se meget mere om de Dansk Krybdyr og padder, optagelserne er fra AQUA Akvarium & Dyrepark i Silkeborg, hvor Zoolog Morten Vissing fortæller og viser dyrene frem.

 

 

Der findes ca. 2.700 slangearter verden over. Slanger har en særdeles veludviklet lugtesans, som anvendes, når f.eks. et byttedyr skal spores. Synet hos slanger er generelt ikke særligt skarpt, men til gengæld er de utroligt gode til at registrere bevægelser.

Øgler forekommer på alle kontinenter med undtagelse af Antarktis, og der findes ca. 3.000 arter. De fleste arter findes dog i tropiske og subtropiske områder. Der findes både arter, som har veludviklede lemmer, og arter, hvis lemmer er mere eller mindre reducerede.

Almindeligt firben

Latin: Lacerta vivipara
Engelsk: Viviparous lizard  

 

Det er brunt med lyse og mørke bånd langs ryggen og siderne.

Det kendes fra Markfirbenet på en mere slank og spinkel krop og mere spids snude.

Det findes over alt i Danmark og i næsten al slags natur, men er sandsynligvis gået tilbage i antal.
 

Beskyttelse og regulering

Skovfirben/Almindeligt firben er fredet. Det må dog godt samles ind i begrænset omfang til brug for undervisning eller forskning. 

Udbredelse

Skovfirben/Almindligt firben findes i hele Danmark. 
 

Udseende

Skovfirben/Almindeligt firben kendes på den slanke og spinkle krop med korte ben, der får dyret til at krybe tæt på jorden og giver det et fladtrykt udseende. Hovedet virker også fladtrykt med jævnt tilspidset snude.

Det bliver op til 18 cm lang, og halen udgør mere end halvdelen.

Farven varierer fra gråbrun over olivenbrun til rødbrun, og det har flere lyse og mørke rækker af bånd og pletter. På siderne af kroppen findes som regel et bredt, mørkebrunt bånd. Det har ikke nogen smal, hvid punkteret linie midt ned af ryggen som markfirbenet.
 

Føde

Skovfirben/Almindeligt firben æder især insekter som bladlus og andre smådyr bl.a. edderkopper.
 

Levevis

Skovfirben/Almindeligt firben findes i næsten al slags natur, dog ses det mest i krat, skovbryn, hegn og gærder, og mere sjældent på dyrkede marker. Man finder mange firben på steder med meget varieret natur.

Det findes mere hyppigt på fugtige steder end markfirben, f.eks. omkring skovsøer, som solen kan skinne ned på. Det kan også findes på steder med høj bevoksning f.eks. i skove.

Skovfirben/Alm. firben må hele dagen sørge for at anbringe sig, så det får den rette temperatur. Det skal derfor have let adgang til enten at lade sig varme op eller lade sig køle af. Derfor lever det typisk i områder, hvor der både er solbeskinnet græs og skyggefulde krat. Krattet kan også give det nødvendige skjul.

Om morgenen ved 9 tiden anbringer det sig et sted, hvor det kan blive varmet igennem af solen. Det tager ca. 6 minutter. Så går det på jagt efter insekter i nogle minutter. Derefter må det hen og solbade igen og så fremdeles.

Hannerne kommer frem omkring 1. april. De solbader meget i den første tid for at modne deres sæd. Hunnerne kommer frem i slutningen af april. Parringstiden indledes med det samme og varer ca. 14 dage. Derefter er det hunnernes tur til at solbade meget for at modne æggene.

Skovfirben/Almindeligt firben føder unger i modsætning til markfirbenet, der lægger æg. Ungerne fødes sidst i juli og først i august. Fødslen sker på et beskyttet sted en varm solskinsdag. Hvert foster kommer ud og ligger rullet sammen i en gennemsigtig æghinde. Et kuld er på 5-7 unger.

I naturen bliver almindeligt firben op til 9 år.
 

Naturlige fjender

Skovfirben/Alm. firben har mange fjender. Dets vigtigste fjender er katte, ræve, fasaner og tårnfalke. Andre er grævlinger, ugler, tornskader, kragefugle og hugorme. Bliver det angrebet, kan det smide halen. Halen spræller og afleder opmærksomheden fra selve firbenet, der derefter kan nå at løbe i sikkerhed.

Trusler

Man regner med, at Skovfirben/Almindligt firben er gået tilbage. Det skyldes, menneskets ændring aflandskabet.

De største trusler er nok:

  • at skovmoser afvandes
  • at arealer gror til, så solen ikke mere kan skinne ned på jorden
  • at kreaturer afgræsser enge og marker så tæt, at der ikke er mulighed for gemmesteder

Markfirben

Latin: Lacerta agilis
Engelsk: Sandlizard

 

Markfirbenet er et kraftigt, kortbenet firben. Det kendes fra det almindelige firben ved at være kraftigere og med kort, højt hoved samt afstumpet snude. Den bliver op til 23 cm lang.

Den findes over hele landet - mest almindelig ved kysterne. Den lever i åbne områder med løs, gerne sandet jord, hvor den ofte træffes i små kolonier.

 

Vidste du...? 

Hannerne af markfirben kan i april til juni kendes på den grønne farve på kroppens sider.

Beskyttelse og regulering

Markfirbenet er fredet i Danmark. Den må ikke samles ind eller slås ihjel. Mange af dens levesteder er beskyttede efter § 3 i naturbeskyttelsesloven.

Markfirbenet er beskyttet ifølge EF-habitatdirektivet. 

Den må ikke fanges, slås ihjel eller forstyrres med vilje, og dens levesteder må ikke beskadiges eller ødelægges.

Udbredelse

Markfirbenet er udbredt over det meste af Danmark, dog mangler det på Læsø, og det er sjælden i bl.a. den vestlige del af Midtjylland. Muligvis mangler det helt på Falster, Lolland og Langeland. En af de største bestande findes i Mols Bjerge, hvor der menes at være omkring 500 individer. Markfirbenet er gået betydeligt tilbage i de sidste 100 år.

Udseende

Markfirbenet kendes let fra det almindelige firben på sin kraftigere bygning og kortere ben. Hovedet er ret højt og sammentrykt. Øreåbningen er ret stor og iøjnefaldende. I Norden kan den blive op til 23 cm lang. Heraf udgør kroppen 6-9 cm, resten er hale.

Om foråret kendes hannen let fra hunnen på sine grønne kropssider med mørke pletter. Hannerne kan dog variere i farve efter levested. Hunnen er lidt større end hannen og gråbroget både på ryg og sider. Hos begge køn er der et gennemgående lysegråt bånd langs ryggens sider.

Der er størst chance for at se markfirbenet, når det solbader. Det sker oftest midt på formiddagen og sidst på eftermiddagen.

Føde

Markfirbenets mest almindelige bytte er græshopper, sommerfuglelarver og biller, som det oftest finder i umiddelbar nærhed af skjulet. 

Levevis

Markfirbenet træffes på steder med bar og løs, gerne sandet jord. Det kan være heder, klitter overdrev, råstofgrave og på vej- eller jernbaneskråninger. Stedet skal have stor variation og forskellige planter. Det giver mulighed for mange insekter, for at solbade og for at kunne søge tilflugt for fjender. Variationen i landskabet gør det muligt for dyret hurtigt at skifte mellem varme og kølige steder og dermed regulere sin kropstemperatur. Det solbader meget for derefter at kunne være aktiv i et kortere tidsrum for derefter igen at solbade osv. Markfirbenet lever ikke jævnt spredt i landskabet, men derimod i kolonier på mindst 4-6 dyr og op til 40 dyr.

Hannen kommer frem af vinterdvalen i midten af april. Den solbader og modner herved sine sædceller. Hunnen kommer først frem i midten af maj. Her foregår parringen, og han og hun følges ad nogle dage. Efter parringen er det hunnen, der har brug for at solbade for at modne æggene.

Markfirbenet lægger æg i modsætning til det almindelige firben, der føder sine unger. I juni finder hunnen en bar plet med sand, som solen kan skinne på og derved udruge æggene. Her lægger hun sine 6-12 æg i 5-10 cm’s dybde. De klækkes normalt i august-september, men er sommeren kold, klækkes de slet ikke.

De voksne dyr går i dvale igen i september, men ungerne kan blive fremme til helt ind i november. Vinterdvalen foregår i gange, som de ofte selv graver i skråninger, der vender mod syd.

Firbenene overnatter og skjuler sig i huller, som de har overtaget fra andre dyr, eller huller som de selv har gravet.  

Naturlige fjender

Markfirbenets fjender er grævling, huskat og mange fuglearter f.eks. fasaner og hejrer. Bliver den angrebet, kan den smide halen. Halen spræller og afleder opmærksomheden fra selve firbenet, der derefter kan nå at løbe i sikkerhed. 

Trusler

Markfirbenet kan forsvinde, hvis dens levesteder gror til. Andre trusler er, når heden brændes af ved hedepleje, når markhegn og stengærder ryddes, når der bygges sommerhuse og når vej- og jernbaneskrænter slås, medens firbenet er aktivt.

Markfirbenet betragtes ikke som truet i Danmark.
 

Hvad kan hjælpe arten?

Man kan hjælpe arten ved at sørge for, at levestederne ikke gror til, eksempelvis ved at lade dem afgræsse, ligesom det også vil hjælpe, hvis man undlader at tilføre levestederne gødning

Markfirbenet er i tilbagegang. Det kan skyldes, at dens levesteder gror til.

 

Glatsnog

Latin: Coronella austriaca
Engelsk: Smooth snake

 

Vidste du...? 

Blandt glatsnogens naturlige fjender er ildere, hermeliner, grævlinge, huskatte og musvåger. 

Beskyttelse

Glatsnog er fredet

Udbredelse

Glatsnog er kendt fra både Jylland, Fyn og Sjælland, men det seneste kendte fund er fra Hjerl Hede i 1914. Muligvis blev arten dog set så sent som i 1979 i Vendsyssel, men fundet blev ikke bekræftet. Glatsnog er meget svær at finde, og det kan ikke udelukkes, at arten stadig findes i Danmark.
 

Føde

Føden består især af firben, men også små pattedyr, stålorme og hugorme indgår i fødegrundlaget.

Krav til levesteder

Glatsnog er afhængig af at kunne regulere kropstemperaturen, og den vil på visse tidspunkter af dagen kunne ses solbadende på en sydvendt skrænt, på større sten, på tør sandjord eller andre solbeskinnede steder. Men ellers lever den skjult i vegetationen.  

Hvad kan hjælpe arten?

Arten menes at være forsvundet fra Danmark. Såfremt arten genfindes i Danmark er det vigtigt, at områdets tilstand bevares, ligesom det vil hjælpe at øge arealet af udyrkede områder omkring levestedet. Herved sikres, at der er egnede levesteder for byttedyrene og således også for glatsnogene

Hugorm

Latin: Vipera berus
Engelsk: Adder

 

Hugormen er en slange med en tydelig sort zigzag stribe ned ad ryggen. Dog kan nogle hugorme være ensfarvede sorte eller brune. Den kan blive op til 104 cm lang.

Dens bid er giftig. Derfor bør man søge læge, hvis man bliver bidt. Heldigvis giver de fleste bid dog kun milde forgiftninger.

Hugormen er gået noget tilbage i antal de sidste 100 år og er fredet. 

Beskyttelse og regulering

Hugormen blev fredet i 1981. Den må ikke fanges eller slås ihjel.

Mange af hugormens levesteder er beskyttede efter Naturbeskyttelsesloven. 

Udbredelse

Hugormen findes overalt i Danmark. Den er dog sjælden på Lolland og store dele af Sjælland, og den findes slet ikke på øer som Rømø, Als, hele det Sydfynske Øhav, Samsø og Sejerø.

Den findes typisk i klitter, på heder og i næringsfattige moser. Men den ses også langs marker, levende hegn, i åbne skove, i skovmoser og omkring skovsøer, som solen kan skinne ned på.

Udseende

Hugormen er en slange, hvis krop er mere tyk og plump end snogens, og hvor hovedet er vel markeret i forhold til kroppen. Læg også mærke til ‘øjenbryn’ over øjnene og lodrette pupiller.

Hannen er ofte grå med en markant sort zigzagstribe. Hunnen er hyppigt brun eller rødlig med mørkebrune tegninger. Der kan dog også findes ensfarvede sorte eller brune hugorme. De ses især på Sjælland.

Længden varierer mellem 34 og 104 cm (kønsmodne dyr), og hunnen er gennemgående større end hannen.

Føde

Hugormens jager på flere måder. En af måderne er at ligge stille og vente på, at byttet nærmer sig. En anden måde er at følge lugtsporet efter et bytte. Når den er tæt på byttet, hugger den med stor kraft, og en portion gift presses ind i byttet, som typisk er mus og firben. Den kan dog også tage fugleunger f.eks. ved at kravle op i buske og tømme fuglereder. Byttet sluges helt.  

Levevis

Hugormen har tre typer af opholdsteder:

  • et vinterkvarter
  • et parringsområde
  • et sommerkvarter

Den vandrer regelmæssigt mellem disse steder på bestemte tider af året og kommer altid tilbage til det samme opholdssted hver år.

I vinterkvarteret overvintrer hugormen enkeltvis eller i større antal i huller, især på bakkesider i 60-125 cm dybde under jorden. Hannerne kommer frem i første halvdel af marts for at solbade, i kolde forår dog først lidt ind i april. Hunnerne kommer i først frem 30-40 dage efter hannerne.

Parringsområdet er et tørt område, der vender mod syd med lav plantevækst og tæt på vinterkvarteret. Her kan man i april-maj være heldig at se mange aktive hugorme indenfor et lille område, hvor hannerne kæmper om hunnerne. Parringstiden varer ca. 1 måned.

I sommerkvarteret bor den ofte i stendynger, kvasbunker og lignende. Den kan godt lide områder med spredte buske og træer eller et bakket terræn, hvor den hurtigt kan skifte mellem steder med sol og steder med skygge. På den måde kan den hurtigt regulere sin kropstemperatur. Store, ensartede områder som f.eks. midten af en hede er derfor et dårligt levested for den.

Hugormen føder levende unger, typisk 7-10, oftest i begyndelsen eller midten af august. Ungerne har allerede zigzagstriben fra fødslen.

Den skifter ham 1-3 gange årligt.

Naturlige fjender

Hugormen har mange fjender. De vigtigste er mennesker, musvåger, krager, pindsvin og hønsefugle så som fasaner. Men også grævlinger, hermeliner, ildere og tamkatte har hugormen på deres spiseseddel.  

Trusler

Hugormen er gået en del tilbage i løbet af de sidste hundrede år. Årsagerne kan være:

  • opdyrkning af heder
  • afvanding af skovmoser
  • tilplantning af skovlysninger. Hvis man tilplanter et parringsområde for hugorme, vil det alvorligt skade den lokale hugormebestand. I det hele taget vil en ensretning af landskabet skade hugormen.
  • sommerhusbebyggelser. Her går den tilbage, fordi mennesker som regel ikke kan lide hugorme så tæt på huse og derfor udrydder dem. 
     

Snog

Latin: Natrix natrix
Engelsk: Grass snake

 

Snogen er en slange, der oftest er sort. Den er ikke giftig og kendes fra hugormen på sine to gule nakkepletter. Man finder den stort set over hele landet. Dog mest i moser og ved søer og vandløb. Den kan blive op til 132 cm lang.

Gennem de sidste hundrede år er den gået meget tilbage. Det skyldes, at der er blevet færre frøer og tudser, som er dens vigtigste bytte.

Beskyttelse og regulering

Snogen er fredet i Danmark. Den må ikke samles ind eller slås ihjel.

Snogen er listet som opmærksomhedskrævende på den danske gulliste 1997. Betegnelsen angiver, at arten gennem de sidste 20 år er gået betydeligt tilbage, eller at dens levesteder er indskrænket betydeligt.

Mange af snogens levesteder er beskyttede efter § 3 i naturbeskyttelsesloven.

Udbredelse

Snogen findes stort set i hele Danmark, men er sjælden nord for Limfjorden. Den mangler på øer som Fanø, Mors, Læsø, Anholt, Sejerø og Nekselø. I løbet af de sidste 100 år er den gået betydeligt tilbage. 

Udseende

Snogen er en slange. I Danmark er de fleste snoge som regel helt sorte med lidt lysere underside. De to gule nakkepletter er det vigtigste kendetegn, men pletterne kan mangle i meget sjældne tilfælde. Snogen kendes på, at hovedet går ret jævnt over i kroppen og på, at pupillen er rund.

Se også hugormen.

I Danmark er der målt snoge op til 132 cm. Hunnen er i gennemsnit længere end hannen.

De nyklækkede unger ligner de voksne, men nogle unger kan have tendens til zigzagstribe ned af ryggens forreste del og derved minder de om hugorme.

Føde

Snogeunger tager regnorme, snegle uden hus, insekter, fiskeyngel og haletudser. Større snoge jager især frøer og tudser. Snogen svømmer elegant i vandet på jagt efter frøer, men ses også jage langs søbredden. Når den er tæt på byttet, bruger den sin lugtesans til at opspore det.

Levevis

Snogen findes især langs åer, søer og moser, men kan også findes på heder, i skovrydninger, i markskel og stendiger. Den kræver et afvekslende terræn. Dens foretrukne levested er søer og moser, som solen kan skinne på, og som er omgivet af skov. Ser man mange frøer et sted, vil man næsten også altid finde snoge. Chancen for at se dem er størst om eftermiddagen. Så er de mest aktive, fordi vandet, de svømmer i, er varmest. Snogen er mest aktiv om dagen, men kan også være aktiv om natten.

Hannerne kommer frem i slutning af marts efter vinterens dvale og går igang med at solbade i nærheden af vinterdvalestedet. De er klar til at parre sig i slutningen af april, når de har skiftet ham. På dette tidspunkt kommer hunnerne frem, og parringen foregår især i begyndelsen af maj.

Midt på sommeren lægger hunnerne æg. Æggene skal ligge et sted, der både er fugtigt og varmt. I et landskab som vores bruger de møddinger, kompostbunker og bunker med haveaffald. Æglægningen kan f.eks. ske i en kompostbunke, mindst 15 cm inde i bunken. Snogens kuld er i gennemsnit på 13 æg.

Æggene klækkes i midten eller slutningen af september. Ungerne kan tage føde til sig med det samme, men er vejret køligt, går de i dvale uden at have ædt først.

Snogeungerne lever meget skjult og vokser 10-15 cm pr. år. Hannerne er kønsmodne efter deres 3. vinter, hunnerne efter deres 4. vinter. Nogle snoge kan nå en alder på op til 23 år.

I august-september vender dyrene tilbage til vinterkvarteret. Er det varmt nok, kan dyrene parre sig her endnu en gang. De går i dvale sidst i september eller begyndelsen af oktober.

Til overvintring kræver de et sted, der ikke er for fugtigt f.eks. en sydvendt skrænt i kanten af et moseområde. Men de kan også overvintre mellem sten i ruiner, stensætninger ved gamle broer, forladte rævegrave eller hulrum under træer.

Snogen er ikke giftig!

Trusler

Snogen er gået tilbage på grund af, at:

  • dens byttedyr, frøer og tudser, er gået tilbage i antal og udbredelse. Deres levesteder er forsvundet eller ødelagt
  • landskaberne er blevet mere ensartede. Snogen har brug for stendiger, markskel og lignende som vandringsvej f.eks. for at finde et egnet sted til at lægge æg
  • møddinger, hvor snogen kan lægge sine æg, er blevet sjældnere  

Stålorm

 

Latin: Anguis fragilis
Engelsk: Slowworm

 

Stålormen er et brunligt, slangelignende firben uden for- eller bagben. Den er ugiftig og helt harmløs. Den bliver op til 45 cm lang.

Den findes stort set over hele landet, hvor landskabet er varieret. Helst, hvor naturen er groet noget til.

Bestanden i Danmark ser ud til at være stabil.

Beskyttelse og regulering

Stålormen er fredet. Den må ikke fanges eller slås ihjel. Dog må den godt indsamles i begrænset antal til undervisning og forskning.

Udbredelse

Stålormen findes i det meste af landet. Sandsynligvis mangler den i Thy, omkring Lemvig, på dele af Mors og på mange mindre øer.

Udseende

Stålormen er ikke nogen slange, men en øgle ligesom f.eks. firben. Den har blot ingen for- og baglemmer. Hannerne er som regel ensfarvede brune. Hunner og unger har klart mørkere sider og en tynd, sort rygstribe. Den kan blive op til 45 cm lang. Heraf udgør hoved og krop de 20 cm. Men ofte er stålormen meget kortere, da halen hos gamle og store dyr ofte er brækket af.

Stålormen er meget langsommere og mere stiv i bevægelserne end en slange og har også et meget mindre hoved.

Føde

Stålormens føde består af snegle (uden hus), regnorme, tusindben, insekter og edderkopper. Undertiden kan de tage andre krybdyr, f.eks. andre stålorme. Jagten foregår mest om natten.

Levevis

Stålormen findes stort set overalt, hvor landskabet er varieret. Den trives bedst i områder, der er groet noget til f.eks. nær skovbryn. Mest almindelig er den i fugtige løvskove og haver.
Den lever skjult og bevæger sig kun meget lidt omkring, måske kun i en omkreds af ca. 10 m. Den opholder sig jævnligt i myretuer, måske fordi den udnytter varmen fra tuen. Myrerne ser ikke ud til at genere den.

Den er ret uafhængig af vejret, da den ikke har brug for præcist at regulere sin kropstemperatur. Den kan være aktiv ved en kropstemperatur på mellem 10 og 40 grader og bevæger sig mest rundt først på formiddagen og sidst på eftermiddagen. Skal man lede efter den, skal man kigge under brædder eller sten, der er varmet op af solen.

Den kan tabe halen ligesom firben, men der gendannes kun en kort halestump. Når den fanges af et menneske, skider den ofte.

Hannerne kommer frem i begyndelsen af april og solbader. Hunnerne kommer frem sidst i april, og parringen foregår fra det tidspunkt og frem til juni. Hunnen er drægtig nogle måneder, hvor hun ofte ligger fremme og solbader i diset solskin. Hun føder sine unger fra sidst i august til sidst i september. Har sommeren været kold, kan fødslen trække ud til ind i oktober eller muligvis først ske næste forår efter vinterdvalen. I Danmark føder hver hun i gennemsnit 8 unger.

Ungerne fødes i en hinde, som de kort tid efter fødslen selv kryber ud af.

Dyrene går i dvale i løbet af september og oktober. De overvintrer i hulrum i jorden, ned til 70 cm’s dybde, og mange dyr kan samles et sted for at overvintre.

Naturlige fjender

Stålorme ædes af pindsvin og af en del rovdyr som ræv, grævling, mår, ilder og tamkat. Desuden tages den af fugle som hønsefugle, krager, ugler og rovfugle. Nogle musvåger kan specialisere sig i at tage stålorme.

Trusler

En del stålorme køres over af biler. Bestanden kan derfor blive formindsket i områder med megen biltrafik. Andre stålorme slås ihjel af mennesker, som tror, de er hugorme. Stålormen er dog helt ugiftig og harmløs.

Generelt regnes den danske bestand for at være stabil.

 

Æskulapsnog

Latin: Elaphe longissima/Zamenis longissimus 
Engelsk: Aesculapian Snake

Vidste du...? 

Æskulapsnog-hanner kan blive over 2 meter lange, mens hunnerne er noget kortere. Hunnen lægger omkring 5-10 æg.

Æskulapsnog er omfattet af:

Udbredelse

Flere eksemplarer indsamlet i 1800-tallet vidner om, at æskulapsnogen levede i Sydsjælland. Der foreligger også data om observationer af arten i Nordsjælland, Jylland og Falster. Arten blev sandsynligvis set for sidste gang i 1910. Arten menes at være forsvundet fra Danmark.

Krav til levesteder

I Danmark levede æskulapsnog i lysåben egeskov med frodig undervegetation af hassel, tjørn og navr. 

Voksne individer lever overvejende af små pattedyr og fugle, mens de ikke-udvoksede æskulapsnoge æder firben, frøer og græshopper.

Hvad kan hjælpe arten?

Såfremt æskulapsnogen skulle blive genfundet i Danmark vil det være vigtigt, at bevare levestedet og omgivende potentielle levesteder.

Hvis du vil vide mere

  • Nordens padder og krybdyr. Fog, Schmedes og Rosenørn de Lasson. G.E.C. Gad 1997.

Skildpadder kendes ofte på deres skjold, der dækker det meste af deres krop. Skjoldet beskytter skildpadderne mod rovdyr. Visse vandlevende arter har dog ingen skjold. De fleste skildpadder er planteædere, men der er også arter, der er er rovdyr og ådselsædere.

Europæisk sumpskildpadde

Latin: Emys orbicularis
Engelsk: European pond turtle

 

Vidste du...? 

Skjoldet hos europæisk sumpskildpadde bliver 15-20 cm i længden. Arten kan kendes på bugskjoldet, der er delt på midten ved en spalte. 

Beskyttelse og regulering

Europæisk sumpskildpadde er omfattet af:

Udbredelse

Europæisk sumpskildpadde findes på Silkeborg-egnen. Hvorvidt der er tale om en overlevende oprindelig dansk bestand, eller om det drejer sig om udsatte skildpadder er usikkert. Frem til 1930'erne levede der europæiske sumpskildpadder bl.a. ved Ribe, og der fandtes indtil 1958 også en bestand mellem Åbenrå og Haderslev. Derudover angives arten at have levet ved Skjern Å frem til 1970erne.

Føde

Føden består især af padder, men skildpadderne æder også fisk, snegle, muslinger, krebsdyr og insekter.

Levevis og krav til levesteder

Den europæiske sumpskildpadde kan sagtens klare de kolde danske vintre. Skildpadderne går i dvale i mudderet på bunden af søer og vandhuller, hvor de kan klare selv de koldeste vintre uden større problemer.
De kolde og våde somre i Danmark er det største problem for sumpskildpadden, fordi skildpadderne lægger deres æg på land, og disse kræver en høj temperatur for at kunne udvikles. I lange, varme somre er der størst chance for, at æggene kan nå at udklækkes, men hvis sommeren er kold og våd, når ungerne ikke at udvikle sig, inden det bliver vinter, og så dør de i æggene.
Det er altså sommeren og ikke vinteren, som bestemmer, om der kan leve sumpskildpadder i Danmark.

Hvad kan hjælpe arten?

Man kan hjælpe arten ved at sørge for, at søbredderne og vandhullerne hvori skildpadden forekommer ikke gror til i rørskov og pil eller andre højtvoksende planter.

Havskildpadder

 

Læderskildpadde (Dermochelys coriacea)

Uægte karette (Caretta caretta)

Bastardskildpadde (Lepidochelys kempii ) 

 

Vidste du...?

Læderskildpadden kan veje op til omkring 900 kg og være næsten 3 meter lang.

Uægte karetter bliver ca. 1 meter lang og vejer omkring 110 kg.

Skjoldet på en bastardskildpadde, der blev taget i et trawl i 1974, målte 53 x 50 cm.

Beskyttelse og regulering

Udbredelse

Havskildpadderne er meget sjældne strejfgæster i Danmark. Læderskildpadder blev fundet i 1948 ved Sjællands Odde, 1965 ved Nymindegab og i 1979 i Sejerøbugten. En uægte karette blev fundet i 1971 ved Ulvshale på Møn, og en bastardskildpadde i 1926 ved Hvidesande og i 1974 nord for Gilleleje.

Føde og krav til levesteder

Læderskildpadder yngler i troperne, men ynglede indtil 1930erne også ved Middelhavet. Arten lever af fisk, bløddyr og krebsdyr.

Uægte karette yngler i tropiske og subtropiske have, men også ved Middelhavet. Skildpadden lever af bl.a. snegle, krabber, bløddyr og blæksprutter.

Bastardskildpadde yngler kun på ét sted i den Mexicanske Golf. Arten lever bl.a. af krabber, snegle, muslinger, søpindsvin og søstjerner.

Hvad kan hjælpe arten?

Bevaringsstatus ikke vurderet.

De havskildpadder, man vil få at se i Danmark, vil sandsynligvis være døde skildpadder, der er skyllet op på land. I den forbindelse er det vigtigt at vide, at hverken døde eller levende havskildpadder må indsamles.

Ser man en død havskildpadde, opfordres man derfor til at ringe til Naturstyrelsen (tlf.: 7254 2000).
 

 

 

Rødøret terrapin


Latin: Trachemys scripta elegans
Engelsk: Red-eared slider

 

Vidste du…?

At det ikke længere er tilladt at importere rødøret terrapin til EU, men det er legalt at holde og forhandle dem i Danmark.

At det er vigtigt at være opmærksom på, at unger kun er på størrelse med en fem-krone, mens voksne kan blive op til 30 cm lange.  De små unger hos dyrehandleren bliver store og pladskrævende, ligesom pasningen vil tage megen tid. Køb derfor kun de små skildpadder, hvis du også kan holde dem forsvarligt, når de bliver voksne!

Beskyttelse og regulering

Rødøret terrapin anses for at være en invasiv art i den danske natur, og derfor uønsket. Kæledyrsejere opfordres til ikke at udsætte kæledyr i den danske natur, da konsekvenserne kan være store. De bør på anden vis skaffe sig af med dyret eksempelvis via dyrlæge eller en ny ejer. Regulering kan ske ved indsamling af de enkelte individer.
Import til EU er reguleret gennem CITES/Washingtonkonventionen, som normalt bruges til at regulere handel med truede dyr.

Hvorfor uønsket

Artens negative effekter på økosystemer, habitater og andre arter er ukendt. De fleste individer lever i byerne i søer af begrænset økologisk værdi. Men i søer af værdifuld økologisk værdi, kan den forventes at have en negativ effekt på den naturlige flora og fauna, såsom invertebrater, ynglefugle og padder.

Status for bekæmpelse

Arten er sjælden i Danmark og reguleres ikke pt. Men nye udsætninger bør forhindres for, at arten ikke forbliver i den danske natur.

Udbredelse

Rødøret terrapin stammer oprindeligt fra den sydlige og centrale del af Nordamerika. I Danmark har arten været importeret til salg som kæledyr i mange år indtil 1997. Arten har siden 1980’erne kunnet ses i en række danske søer som følge af, at ejerne er blevet træt af at have den som kæledyr og har skaffet sig af med dyret ved at udsætte det på uansvarlig vis i den danske natur.

Se kort over indberettede observationer af rødøret terrapin i Danmark

Udseende

Rødøret terrapin er en sumpskildpadde, med en skjoldlængde på 20-30 cm og en vægt på op til 2 kg. Dens skjold er grønsort, nogle gange med gullige aftegninger. Benene og hovedet er ligeledes grønsort og har gullige længdestriber. Meget karakteristisk for arten er de røde pletter der ses bagved ørene. Tæerne har skarpe klør og svømmehud.

Forvekslingsmuligheder

I Danmark findes ingen forvekslingsmuligheder.

Føde

De voksne terrapiner er altædende, dog består ca. halvdelen af føden af plantemateriale. Unger af rødøret terrapin æder fisk, haletudser og vandinsekter.

Levevis


Rødøret terrapin er tilknyttet ferskvandssøer. Skildpadden er vekselvarm, dvs. dens kropstemperatur er afhængig af omgivelsernes. Arten bliver kønsmoden efter 5 år, men den kan ikke yngle i Danmark pga. det kolde klima. Klækning af æg kræver 50-60 dage ved 26° C. Dog kan det enkelte individ leve i mange år, ca. 20 år i naturen og 40 år i fangenskab. Arten siger ingen lyd. Rødøret terrapin er i stand til at overvintre nedgravet i dynd under vand - også trods frost og is.

 

Oplysninger på denne side stammer fra Miljøministeriet / Naturstyrelsen, du kan se meget mere på : http://www.naturstyrelsen.dk 

 

( Kilde : Naturstyrelsen )